Mange danske juletraditioner og skikke har vi naturligvis “adopteret” fra andre lande, fx USA, England, Tyskland og Sverige, men indimellem går det også den anden vej og det er juleplatterne, som er blevet internationalt anerkendte, et bevis på.
De blå juleplatter fra Bing og Grøndahl er blevet fremstillet siden 1895, hvor F.A. Hallin tegnede den første tallerken med den karakteristiske blå farve. Platten bar teksten “Jule Aften 1895″ og motivet var den storkøbenhavnske “skyline”.
Der udkommer stadig juleplatter hvert år og de sjældne førsteudgaver er efterhånden blevet samleobjekter ikke alene herhjemme, men også over det meste af verden og de indbringer mange penge på internationale auktioner. Juleplatterne fra Den kongelige porcelænsfabrik kom til nogle år senere og selvom de to fabrikker i dag er lagt sammen under ét med fællesbetegnelsen Royal Copenhagen, så udkommer der stadigvæk 2 nye platter hvert år.
Juleplatterne har været “ude i kulden” i en del år, da det ligesom gik af mode at hænge platter op på væggene ude i de små hjem, men med den nye generation har de fået et comeback og der graves ivrigt efter platter i mormors loftsrum eller på loppemarkeder. Ikke fordi man vil hænge dem op på væggen, men simpelthen fordi det er blevet moderne at bruge platterne som tallerkner – ikke mindst til julefrokoster eller til desserten juleaften.