
Uge 7 og vinterferien kom og gik – nu banker hverdagen på igen og vi skal til at tænke på en madplan til uge 8. De sidste 14 dage af vinteren skal fyldes med masser af hygge, vintergækker i små vaser, en enkelt fastelavnsfest og masser af fastelavnsboller og så selvfølgelig stenbiderrogn, som er i sæson netop nu. Faktisk har jeg hørt, at stenbiderrognen har været i handlen meget tidligere end sædvanligt i år pga den meget milde vinter, og rabarberne skyder da også lystigt i plantekasserne i haven, ligesom alle de små spirer pibler frem.