Så endte endnu en uge med sol og varme i en sådan grad, at rigtig mange danskere fik nok. Hvor er det i grunden typisk dansk - vi vil så gerne have sol, sommer og ikke mindst varme, men i virkeligheden er de fleste af os jo ikke bygget til tropisk klima og efter få dage sukker vi efter lette briser og “normalt dansk sommervejr” = omkring 25 grader Uge 31 byder, så vidt jeg har forstået, stadigvæk på sol og sommer, men med en noget mere modereret temperatur, så de fleste af os igen kan være med og ikke behøver opholde os indendøre med isposer på panden og fødderne i 2 spande med koldt vand
Uge 31 er også den sidste arbejdsuge for Mortens vedkommende og fra på fredag er der dømt 100 % ferie i det lille hjem. Derfor er dette her faktisk også den sidste rigtige madplan, for på næste onsdag rejser vi en tur til Norditalien – Morten har aldrig været i Venedig, hvilket jeg synes, er en stor fejl og jeg er vil til enhver tid gribe chancen for en tur til Italien. Jeg er besat af det land og skal ned og smage, dufte, røre, sanse, samle indtryk og suge til mig.
Madplan uge 31.
Mandag – Jeg elsker tærte og mandag byder på en lækker version med kylling og bacon. Jeg regner med, at vi godt kan klemme en blandet salat ned ved siden af. Resultatet kommer selvfølgelig på bloggen.
Tirsdag - Efter alt det hjemmelavede humus jeg har spist de sidste par dage, har jeg fået lyst til at lave falafler. Jeg satser på, at servere dem med grønsagsstave, salat, en god creme fraiche dressing og pitabrød.
Onsdag – Vi får et vennepar på besøg og jeg vil lade vejret bestemme, om vi skal grille, eller om det skal være noget helt andet. Beklager jeg ikke kan være mere specifik, men jeg har endnu ikke rigtig bestemt mig for menuen.
Torsdag - Det er ikke så længe siden, vi har fået vietnamesiske forårsruller, men når de fyldes med frisk og knasende sommergrønt, er det da noget af det lækreste. Jeg tror, at vi skal have rejer og kylling eller marineret oksekød i rullerne udover grønsager.
Fredag - Jeg forestiller mig, at vi skal fejre at Morten går på ferie med lidt hyggemad. Lækre pil-selv rejer med godt brød og en cremet aioli ved siden af.
Lørdag – Jeg håber på grill vejr og ellers må løsningen være en paraply til kæresten, når han skal grille vores aftensmad, som denne aften kommer til at stå på spareribs, lækker coleslaw og hjemmebagt grydebrød med durumhvede.
Søndag – Pasta i flødesauce med friskbælgede ærter og sprødstegt, lufttørret skinke. Opskriften kommer naturligvis på bloggen, når jeg har fået den afprøvet.