I morgen er det mandag og dermed er der sat punktum for min sommerferie for i år - efter ikke mindre end 2 mdrs. ferie, må jeg indrømme, at jeg glæder mig til at komme i gang igen. Til gengæld kommer den kommende uges madplan til at afspejle, at dagligdagen for alvor er tilbage – maden må gerne være lidt nem, de dage jeg kommer sent hjem fra skole – hvis man da kan tillade sig, at kalde en skoledag fra 9-15 lang Jeg ved bare med mig selv, at maden skal være relativ nem at gå til, så vi ikke falder i fastfood fælder, når jeg henter kæresten fra arbejde og vi begge er småsultne.
Madplan uge 35.
Mandag – Det regner og rusker og det har det stort set gjort, siden vi kom hjem fra Italien. Derfor er det både nemt og lækkert at lave en skål varm suppe til aftensmad. Faktisk overvejer jeg, om vi skal indføre en ugentlig suppedag her henover efteråret og vinteren. Mandag bliver det en blomkålssuppe med ristet blomkål og bacondrys. Jeg tror faktisk ikke, der er en opskrift på blomkålssuppe på bloggen, men det kan jeg så meget passende få gjort noget ved ved samme lejlighed.
Tirsdag – I vinters lavede jeg en, synes jeg selv, fantastisk lækker pizza på rodfrugtbund med rød pesto, lufttørret skinke og rucolasalat. Den har jeg drømt om de sidste par måneder, men jeg syntes ikke rigtigt, det var sæson for rodfrugter – det er det til gengæld så småt ved at være nu, så i denne uge skal det være.
Onsdag – Morten skal ud og spise med nogle kunder fra arbejde, så jeg skal selv finde på aftensmad. Desuden skal jeg til hundetræning med Villy, så jeg kunne godt forestille mig, at det blev noget ret nemt – fx majskolber med smør og salt eller et par skiver rugbrød med ristet torskerogn.
Torsdag – Jeg har efterhånden set adskillige opskrifter på spidskåls carbonara med bacon og ost og det lyder altså ret lækkert. I virkeligheden er det jo bare en original spaghetti carbonara, hvor pastaen er udskiftet med spidskål, men da vi var ude at handle i går, faldt jeg over et dansk spidskål til kun 10 kr, så nu skal det prøves. Måske torsdag? Opskriften kommer selvfølgelig på bloggen, når den er lavet.
Fredag – Umiddelbart havde jeg først tænkt, at fredag og dermed weekend måtte betyde hjemmelavede pizzaer. Nu hælder jeg dog lidt mere til, at vi laver flammkuchen med løg og lufttørret skinke. Selvom vi får pizzaer på rodfrugtbund tirsdag, har de to retter jo ikke ret meget med hinanden at gøre.
Lørdag – Jeg overvejer, om det er tid til en rigtig dansk vinter og efterårsklassiker og har faktisk allerede købt ind til en gang forloren hare med det hele. Kartofler, sauce og ribs gele. Mums – glæder mig allerede. Endnu en klassiker, som har til gode at komme på bloggen.
Søndag – Det er ved at være noget siden, der har stået texmex på menuen, så søndag skal vi enten have tacoskaller eller også skal vi have en lækker tacosalat. Der er jo ikke den store forskel, men nu ser vi, hvad vi har mest lyst til, når vi når så langt.