Quantcast
Channel: Maden i mit liv!
Viewing all articles
Browse latest Browse all 1901

Små nøddebrød med mandler, rosiner og abrikoser…

$
0
0

Små, grove, “müslibolle-agtige” brød med knas fra grofthakkede mandler og sødme fra rosiner og hakkede, tørrede abrikoser. De er perfekte som mellemmåltid, eller som en del af en hjemmelavet brunch, lune smurt med smør eller med en skive god ost og lidt honningsyltede nødder på.

Der er lidt maltekstrakt i dejen, som er med til at give smagen lidt ekstra dybde, men har man ikke lyst til at købe en hel flaske, bare for at komme 1 spsk. i dejen, så kan det altså sagtens undværes. Skulle man alligevel have lyst til at prøve at bage dem med malt, så kan maltekstrakt købes i diverse helsebutikker. Alternativt kan man udskifte lidt af melet med maltmel, som også giver en rigtig god og “mørk” smag.

Portionen giver 12-14 relativt, store brød, men ønsker man lidt mindre og flere stykker, skærer man dem selvfølgelig bare lidt mindre ud.

Der skal i alt ca. 175 gr. valgfri nødder/mandler og tørret frugt i dejen. Det er dog en god ide, som minimum, at vælge tilsvarende mængde tørret frugt som nødder, da frugterne er det eneste sødemiddel der kommer i brødene, udover 1 spsk. mørk sirup. Det er altså primært den tørrede frugt, der er med til at gøre brødene let søde, svampede og bløde. Der skal desuden 1 stor spsk. salt i dejen, og det lyder måske af meget, men de færdige brød smager ikke på nogen måde oversaltede, synes jeg. Der kommer jo næsten 1 L vand i dejen samt 1,2 kg mel, så saltmængden er i sidste ende meget passende.

Dejen kan trilles til boller, men det er faktisk meget nemmere, at vende dejen fra skålen ud på bordet, trykke den ud i et 20 x 30 cm’s rektangel med en højde på 4-5 cm og så skære dejen ud i 12-14 rektangulære stykker. Læg stykkerne på pladen, lad dem efterhæve imens ovnen varmer op og bag. Nemmere kan det vist ikke være.

Små nøddebrød med mandler, rosiner og abrikoser.

14 stk.

8 dl lunkent vand

25 gr gær

1 stor spsk groft salt

1 spsk sirup

1 spsk maltekstrakt

600 gr grahamsmel

600 gr hvedemel

175 gr grofthakket, tørret frugt og nødder, fx mandler, rosiner og abrikoser.

Rør gæren ud i vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Rør dejen godt igennem, gerne på en køkkenmaskine, til det hele er blandet godt. Lad dejen hæve 1-2 timer, til den har dobbelt størrelse. Vend dejen ud på køkkenbordet og form den til et 20 x 30 cm rektangel med en højde på ca. 5 cm. Skær rektanglet ud i 14 små brød rektangulære brød og læg dem på en bageplade. Bag brødene ved 200 grader i 15-20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Bank evt. let på bunden af brødene, hvis det lyder hult er de færdige. Lad brødene køle af på ovnristen.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 1901

Trending Articles